Logbog - vejen til kreativ og personlig udvikling

Tirsdag, 15. december 2015

I 5 måneder har jeg skrevet en form for logbog. Jeg starter dagen med at sætte mig tilrette et godt sted i min lejlighed, med en kop morgenkaffe. Så tager jeg min logbog (notesbog) og en kuglepen, skriver datoen og går i gang med at skrive i hånden. Jeg skriver i alt tre sider med alt, hvad der falder mig ind stort og småt.

Det hele begyndte fordi en veninde forærede mig Julia Camerons bog - Kreativitet. Bogen handler om, hvordan man finder ind til sin egen kreativitet, og har det udgangspunkt, at vi alle er født kreative, og der ikke eksisterer nogen form for "forkert" kreativitet. Bogen er en beskrivelse af et 12 ugers kursus, som skal gøre én mere kreativ i hvilken sammenhæng, man nu måtte ønske det. Jeg må med det samme tilstå, at jeg ikke har gennemført de 12 ugers kursus. Men jeg har haft glæde af en øvelse, der bliver kaldt morgensider, som er Julia's ord for min logbog.

Morgensiderne gør, at jeg får tømt hovedet for alt småt og stort, som optager mig. Det bliver synligt, hvad man hele tiden er fyldt op af, og man begynder en langsom oprydningsproces. Hen ad vejen begynder nye ideer at tage form, og man bliver bevidst om hvad der er værdifuldt at fokusere på. På 5 måneder er der kun 5 dage, hvor jeg ikke har skrevet i logbogen om morgenen. Bogen har været med på ferie, i sommerhus og hvor jeg ellers har opholdt mig. I det efterfølgende beskrives de væsentlige elementer i det at skrive logbog ifølge Julia Cameron og mine personlige erfaringer.

Hvorfor skrive logbog?

I den form for logbog, som jeg beskriver her, er formål at 1. man får støvet af og fjernet hjernens modstykke til små skarpe sten i skoen., der sidder og tager plads op i ens hjerne. Det første, man skriver, er som regel brok over sig selv eller andre. Alt det man ikke har fået gjort, alt det andre ikke har fået gjort eller har gjort forkert og dermed  irriteret én med. Det fylder ofte rigtig meget i starten. Måske alle tre sider; men det gør ikke noget, så får man det væk fra at fylde i tankerne.

Hen ad vejen sker der det, at man har en side til overs når man er færdig med at brokke sig eller hælde af. Så 2. kommer der lige pludselig ideer til noget, man kan skabe, afhængig af hvad man beskæftiger sig med. Endelig begynder man hen ad vejen at 3. kunne se sammenhænge og strukturer i både ens indre og ydre liv, som kan gøre en klogere og muliggøre forandringer.

Hvad er en logbog?

En logbog er en notesbog - en fysisk en af slagsen. Det betyder noget at man fysisk holder om en pen, ikke mindst at hastigheden sættes ned i forhold til at skrive på en computer. Ellers er der ingen andre krav. Jeg foretrækker bog med linjer - men det kan være tern eller helt hvid - hvad man har til rådighed og foretrækker.

Hvordan skriver man logbog

Man sætter sig ned hver morgen, før dagen begynder, og skriver tre håndskrevne sider med alt hvad der flyder igennem ens hjerne. Det er hvad forfattere kalder stream of consciousness. Man skal ikke tænke for meget over, hvad man skriver, blot lade det flyde med hvad der nu kommer. Det vigtige er at man skriver tre sider til den næste morgen, og den næste morgen osv. Det er processen flowet over tid i logbogen, der giver energi og hen ad vejen ny kreativitet.

Hvad får man ud af at skrive logbog

Udover det, der er beskrevet ovenfor, giver det at skrive logbog en bevidsthed om hvad man bruger sin tid på, som ofte er ubevidst. Det giver mulighed for at ændre i sine prioriteringer, fordi det bliver synligt hvad man har gang i, og man får ryddet sit brokkeri af vejen om morgenen. Som nævnt kan man bruge det at skrive en logbog på mange måder. For mit vedkommende er målet at udvikle min kreativitet og udnytte mit potentiale bedre. Men man kan sætte en anden ramme for skrivningen. Det kan for eksempel være at man vil foretage et karriereskift og begynde tankerne om det, kort sagt alt hvad der nu er vigtigt og giver mening for den enkelte. Det er altid givende at skrive sine tanker ned. Det giver en anderledes mulighed for at reflektere over sit liv. Jeg vil ønske dig rigtig god fornøjelse med skrivningen.

For yderligere inspiration til at skrive logbog - følg linket til Julia Camerons video.