Undervisningsmetoder og læringsteorier - (28. oktober 2014)

Tirsdag, 28. oktober 2014 -
9:30 til 16:30

Introduktion til didaktik

Formål

Formålet med kurset er at give deltagerne et overblik over sammenhængen mellem de vigtigste undervisningsmetoder og de læringsteorier, der er knyttet til dem. Deltagerne får igennem kurset mulighed for at relatere deres arbejde med undervisning og undervisningsudvikling til grundlæggende didaktiske metoder og læringsteorier. Dette skulle give mulighed for refleksion over egen praksis. Kurset giver i en blanding af oplæg og gruppearbejde indsigt i de væsentligste læringsteorier, der vedrører undervisning og øvelse i at arbejde med disse i en analyserende og diskuterende sammenhæng. 

Indhold

Kurset giver en orientering om læringsteori og didaktik samt introduktion til nogle grundlæggende undervisningsmetoder og disses didaktiske begrundelse. I kurset gennemgås følgende læringsteorier og deres tilhørende undervisningsmetode og didaktik:                    

Strukturalismen der lægger hovedvægt på den veltilrettelagte og strukturerede undervisning,

Konstruktivismen, der lægger vægt på elevens eller den studerendes aktive tilegnelse og dannelse af viden og indsigt,

Kritisk pædagogik herunder problembaseret læring, der lægger vægt på at skabe forudsætninger for læring ved at se på samspillet imellem undervisning og demokratisk dannelse i et samfundskritisk perspektiv,

Post-modernismen, der forholder sig til samtidens nye krav præget af it, e-læring og en stadig vægt på globalisering og økonomiske krav til uddannelse og undervisning.

Disse teorier belyses også i deres historiske sammenhæng og indflydelse, og der gives eksempler på deres rolle i en dansk sammenhæng. 

Målgruppe

Kurset henvender sig til deltagere, der i deres arbejde har brug for at kende, forstå og kunne arbejde med undervisningsmetoder og didaktiske grundpositioner, sådan som disse har betydning for uddannelse og undervisning. Det kan være lærere og pædagoger, men også bibliotekarer, skole- og uddannelses-bibliotekarer, og personer der arbejder med administrative opgaver i forbindelse med uddannelse og uddannelsesinstitutioner. Personer der er politisk involverede med uddannelsesfeltet vil også med fordel kunne deltage og dermed kvalificere deres arbejde i fx uddannelses-, skole-  eller undervisningsudvalg i kommuner og regioner, ligesom personer der arbejder i organisationer indenfor uddannelsessektoren vil kunne deltage.

Underviser:

Professor Hans Siggaard Jensen, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet. Hans Siggaard Jensen leder Skoleforskningsprogrammet ved Aarhus Universitet og er professor i videnskabsteori med særligt henblik på videns- og læreprocesser. Han har arbejdet med pædagogisk og didaktisk teori i flere årtier og har stor forskningserfaring herunder fra arbejde i forskningsråd omkring uddannelse og pædagogik i Danmark, Finland og Chile, ligesom han har været med til at evaluere OECD’s forskning og innovation indenfor uddannelsesområdet. Han har medvirket ved pædagogisk udviklingsarbejde fx omkring det første danske åbne universitet, og som rådgiver for EU omkring fjernundervisning og e-læring. I årene 2001 til 2008 var han leder af Learning Lab Denmark. Ud over at være professor ved Aarhus Universitet har han gæsteprofessorater ved flere europæiske universiteter og højskoler.

Praktiske forhold: 

Tilmelding: Udfyld tilmeldingsformular øverst

Dato: 28. oktober kl. 9.30 - 16.30

Sted: Copenhagen Europe Centre, Vesterbrogade 149, 1620 København V

Pris:
2.950,- for én deltager
2.450,- pr person ved 2 deltagere

Pris er incl.. forplejning og kursusmaterialer. (ekskl. moms)

Kurset kan også afvikles in-house i virksomheder, institutioner eller organisationer, hvor der er brug for at få bedre forståelse af de pædagogiske og metodiske problemer og muligheder, og hvor der derfor også kan arbejdes med egne relevante problemstillinger og eksempler.